Gå til hovedindhold

Nyheder 2025

Nyheder fra Horreby Lyng i 2025

Indhold

    27. januar 2025

    Det er ganske vist – vores træfugle i Naturrummet i Horreby Lyng er forsvundet. 

    Den flotte udstilling om højmosen Horreby Lyngs kultur- og naturhistorie har haft besøg af tyveknægte. De har fjernet alle de træfugle, som vi havde i udstillingen.

     - Jeg er super ærgerlig over, at der åbenbart er nogen, der ikke kan kende forskel på dit og mit, udtaler projektleder Anita Pedersen, Guldborgsund Kommune. - Vi har brugt så megen tid og kræfter på at få udarbejdet denne udstilling, så derfor vil vi gerne have fuglene tilbage. Særligt natuglen vil vi gerne have retur, den er nemlig specialproduceret til Naturrummet, slutter Anita Pedersen.

    Det skal bemærkes, at der ikke er tale om hærværk. Tyven har haft en skruemaskine eller lignende værktøj med i tasken, for der er kun de små skruehuller tilbage.

    Vi finder at lokalbefolkningen, og turisterne er meget glade og værdsætter vores udstilling i mosen. Derfor er det også nogle tarvelige tyveknægte, der har på spil. Hvis du støder på vores Natuglen, så kan den indleveres enten på kommunen på Parkvej eller ligges ude i Naturrummet i mosen.

    Tyveriet er blevet politianmeldt.

    Natuglen i Naturrummet i Horreby Lyng

    Naturrummet blev åbnet i maj 2019 og var en del af det store EU LIFE projekt, der finansierede naturgenopretningen af mosen. Der er omkring 13.000 besøgende om året i mosen, der har glæde af naturrummet.