Tørvegravning
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår man påbegyndte tørvegravningen på Horreby Lyng. Men der findes gamle dokumenter, som beskriver, at man allerede i 1844 har foretaget tørvegravning.
I 1890 blev der foretaget en undersøgelse af tørvelagets tykkelse for at vurdere mulighederne for en egentlig tørveproduktion. Der var flere steder, hvor man på dette tidspunkt vurderede, at tørvelaget var omkring 10 meter tykt.
Mænd der arbejder med at grave tørv. Foto: Stubbekøbing Lokalhistoriske Arkiv
Mændene stod med håndkraft og gravede tørven fri. Arbejdet med at stable tørvene var kvinde- og børnearbejde. Det vurderes, at da tørveproduktionen var på sit højeste, var der mere end 100 mænd, kvinder og børn beskæftiget i mosen. Horreby Lyng var derfor i en periode den største arbejdsplads på Falster.
Kvinder stakker tørv. Foto: Stubbekøbing Lokalhistorisk Arkiv
Der er blevet gravet megen tørv i lyngen både under første og anden verdenskrig. Særligt under anden verdenskrig blev kul en mangelvare og tørvemoser en guldgrube. Corselitze Gods påbegyndte en massiv indvinding af tørv. Der blev etableret et sindrigt system af kanaler for at afvande mosen. I sommerhalvåret når vandspejlet var lavest, blev der udvundet tørv. I 1940 da produktionen var højest, blev der udvundet ca. 6.000 tons. Den primære aftager af tørven var sukkerfabrikken i Nykøbing Falster.
Poul Schreiner Hansen, Godsforvalter, skovrider fortæller om tørvegravning i Horreby Lyng
Tørveindvindingen
Det meste af Horreby Lyng har historisk været en del af Corselitze Gods. Godset er i dag ejet af det Classenske Fideicommis som er en velgørende institution. Under anden verdenskrig påbegyndte Fideicommiet en intensiv udnyttelse af tørven i højmosen. I 1940 investerede godset ca. 88.000 kr. i effektive maskiner og det bevirkede at de gik fra en produktion på ca. 500 tons i 1938-39 til godt 6.000 tons i 1940.
Mændene stod med håndkraft og gravede tørven fri. Tørven blev nede fra tørvegraven, som kunne være op til 3-4 m dyb, smidt op på et transportbånd, som kørte tørven op af tørvegraven. Den blev her hældt op i en kværn, der æltede og pressede vandet ud af tørven. Dernæst blev tørven presset ned i en form, der lagde fem tørv på stribe ud på et bræt, som dernæst gled ud på et transportbånd. Mændene stod i rækker langs med transportbåndet og lagde tørvene ud på jorden til tørre. Der var faste rutiner, det var altid den samme, der tog tørv nummer 1 og en anden, der tog tørv nummer 2 osv. Maskinen og transportbåndet blev løbende flyttet, når der ikke var mere liggeplads.
Når tørven var næsten tør, blev den flyttet fra de første liggepladser til tørrepladserne. Når tørvene blev flyttet, blev de læsset i små tipvogne, der på togskinner kørte dem hen til tørrepladserne. Tipvognene var udlånt af sukkerfabrikken i Nykøbing F., og de blev leveret tilbage senest i slutningen af september, så de var klar til sukkerroesæsonen. Dette var en fin fordeling, for det var primært i juni-august, når vandspejlet var lavest, at der blev udvundet tørv.
Når tørven blev fragtet ud af mosen, skete det med hestevogn eller mindre lastbiler inde fra den centrale del af mosen, også kaldet for Torvet. Der har også været en brovægt, som har vejet vognene før og efter, de hentede tørven i mosen. Det meste af tørven blev anvendt lokalt, og sukkerfabrikken i Nykøbing F. var en af de største aftagere.
Det vurderes, at da tørveindvindingen var på sit højeste, var mere end 100 mennesker mænd, kvinder og børn beskæftiget i mosen. Arbejdet med at stable, vende og flytte tørv var primært kvinde- og børnearbejde. Horreby Lyng var derfor i en periode den største arbejdsplads på Falster.
Under anden verdenskrig blev kul en mangelvare og tørvemoser en guldgrube. I Horreby Lyng blev der etableret et sindrigt system af kanaler for at afvande mosen. I sommerhalvåret når vandspejlet var lavest blev der udvundet tørv.
Der var flere forskellige metoder, som blev anvendt i mosen til at udvinde tørv. Den metode, der er afbildet her, viser, hvordan de mellemstore entreprenører udvandt tørv. Med håndkraft stod mændene og læssede tørven op på et transportbånd, som kørte tørven op af tørvegraven. Ofte gravede de helt ned i 3-4 meters dybde.
Fra transportbåndet blev tørven ført op i en kværn, der æltede og pressede vand ud af tørven. Kværnen kaldte man også for smattekassen. Fra smattekassen blev tørven hældt op enten i tipvogne, hestevogne eller trillebør og kørt over til tørrepladserne. Ved tørrepladserne blev tørven presset ned i forme.
En enkelt tørveform var ca. 12x20x5 cm – omtrent på størrelse med en mursten. Der fulgte nu en proces, hvor man vendte, drejede og stablede tørven med det formål at få den så tør som muligt. Først blev de hældt ud af formene og ”kantet” – stablet to-og-to mod hinanden. Dernæst blev de så ”tårnet” eller stablet sammen i små pyramider. Afslutningsvis blev de i tipvognen kørt ud til læssepladser enten ved ”Torvet” inde i mosen eller udenfor mosen ved p-pladsen, hvor hestevogne eller lastbiler fragtede dem videre.
De mellemstore entreprenører var enten hyret af Corselitze Gods eller nogle af de lodsejere, som ejede store parceller i mosen. Arbejdet med at stable var kvinde- og børnearbejde. Det vurderes, at da tørveindvindingen var på sit højeste, var mere end 100 mennesker mænd, kvinder og børn beskæftiget i mosen. Horreby Lyng var derfor i en periode den største arbejdsplads på Falster.
