Gå til hovedindhold

Mosens Hr. Stein

Ligesom i den folkekære danske tv-serie Matador, hvor Hr. Stein under jødeforfølgelsen blev hjulpet af Fru bankdirektør Varnæs samt grisehandler Larsens kone og senere smuglet til Sverige, udspillede der sig et tilsvarende drama i Horreby Lyng.

Indhold

    I 1939 tog den kun 20- årige Kai Ginsborg (1919-2007) fra København til Nykøbing Falster. Han var netop blevet udlært skrædder og åbnede et skrædderi i byen. Et skrædderi, som hurtigt blev en stor succes.

    Ved tyskernes invasion af Danmark blev Kai Ginsborg bekymret, for han var af jødisk herkomst. En dag i oktober 1943 modtog Kai Ginsborg et anonymt tip om, at tyskerne var på vej for at arrestere ham. I ly af mørket flygtede han på cykel og endte tilfældigt ude i Horreby Lyng, hvor han gemte sig i en hytte. Ejeren af hytten, sadelmageren Karl fra Horreby kendte ikke Kai Ginsborg. Sadelmageren fik et chok, da han fandt ham i hytten. Sadelmageren og hans husbestyrerinde Ellen besluttede sig for at hjælpe.

    Sadelmageren fik kontakt med gode folk, der ville hjælpe Kai Ginsborg med at blive smuglet til Sverige. Udskibning af jøder fandt på Nordfalster sted primært fra havnen i Hesnæs. Der kom til at gå lidt tid og mens Kai Ginsborg ventede, fordrev han tiden om dagen med at gå og fiske i mosen.

    Da Kai Ginsborg kom tilbage til Nykøbing Falster efter krigen, tog han straks ud til sadelmageren og hans husbestyrerinde for at sige tak. De fik et særligt venskab, som varede ved i mange år. Mens Kai Ginsborg havde været væk, havde hans kæreste Ruth passet skrædderiet. Ved Kai Ginsborg hjemkomst blomstrede kærligheden mellem de to, så de blev gift og fik to børn; John og Sysser.

    Kai Ginsborg blev en meget succesfuld forretningsmand. Skrædderiet blev snart udvidet til familiebutikken Carlton, som solgte boligtekstiler og tøj til hele familien af egen produktion. Men Kai Ginsborgs ambitioner stoppede ikke her, han blev grundlæggeren af tøjkæden Deres, og åbnede sin første butik på Strøget i København i 1956.

     

     

    Nykøbing Falster By, hvor butikken Carlton ses. Foto: Stubbekøbing Lokalhistoriske Arkiv

    Nykøbing Falster By, hvor butikken Carlton ses. Foto: Stubbekøbing Lokalhistoriske Arkiv