FORMIDLING AF HØJMOSEN HORREBY LYNG GÅR NU DIGITALT

jun 4, 2020 | Nyheder

En skærm vil aldrig kunne yde den imponerende natur, vi har i højmosen Horreby Lyng retfærdighed. Men via en nyudviklet APP og hjemmeside bliver der gjort et forsøg på at udforske mosens storslåede kultur- og naturhistorie på en anderledes måde.

Guldborgsund Kommune er rigtig stolte over, som nogen af de første i Danmark at kunne formidle den enestående natur man har i en højmose via en APP, udtaler projektleder Anita Pedersen. Om vi vil det eller ej, så er digitale medier fremtiden. Det er mere reglen end undtagelsen, at alle i dag har en mobiltelefon. Vi forventer derfor, at ved at formidle natur via mobiltelefon, at det vil skabe en interesse for, at også den yngre generation har lyst til at komme mere ud i naturen.

APP hedder ”Højmosen Horreby Lyng”. APPen er bygget op omkring tre animationsfilm, som belyser tre tidsaldre: Sidste istid, jernalderen 235 f.kr og tørvegravning 1943. Der er under hver tidsalder 10 spændende historier om mosens kultur- og naturhistorie. Historierne er enten vist som korte dokumentarfilm eller som foto/tekst. APPen bakker op om formidlingen af mosen via den nye udstillingsbygning, Naturrummet, som er beliggende midt i mosen.

Vi har fået APP produceret på tre sprog: dansk, engelsk og tysk. Så på den måde er vi også klar til at tilbyde vores turister i området nye informationer og oplevelser. Der er allerede mange, der besøger det dejlige naturområde i Horreby Lyng, hvor vi har etableret Naturrum med formidling, bord/bænke og toiletfaciliteter. Herudover der flere afmærkede ruter for gående i området. APPen kan nu ses som et supplement hertil, for de der ønsker mere information om Horreby Lyngs kultur- og naturhistorie, udtaler Leder af Naturafdelingen Frederik Cordes.

Næste projekt med APPen er at udvikle undervisningsmateriale til skolerne. Vi er allerede godt på vej, udtaler Anita Pedersen. Vi har indgået et samarbejde med Møllebakkeskolen i Horreby. Vi er lige ved at være færdige med udeskole materiale til dansk i indskoling. Næste fase bliver matematik til mellemtrin og naturfag til udskolingen. Undervisningsmaterialet skal fremadrettet anvendes i samarbejde med projekt Naturlandet Lolland-Falster samt det tværkommunale projekt Kulturtjenesten.