Højmoser i fokus

Guldborgsund Kommune var torsdag i den forgangne uge vært for en national workshop om højmoser. Workshoppen blev afholdt på Højskolen Marielyst.

Workshoppen er en del af det store EU LIFE projekt Østdanske Højmoser, hvor Guldborgsund og Sorø Kommuner tilsammen har fået tildelt 40 mio kr til at udføre naturgenopretning i de to højmoser Horreby Lyng og Store Åmose. Workshoppen var en stor succes udtaler projektleder Anita Pedersen, Guldborgsund Kommune. Der kom eksperter ind fra hele landet og derudover deltog der repræsentanter fra lodsejere og Grønt Råd fra de to kommuner.

Anita Pedersen fortæller, at formålet med workshoppen var at drøfte de foreløbige resultater af baggrundsundersøgelser, som har fundet sted i løbet af det sidste år i de to højmoser. Vi havde en masse gode diskussioner. Undersøgelserne skal danne baggrund for forslag til forvaltningstiltag, som vi nu skal i dialog med lodsejerne omkring. Vi glæder os meget til at præsentere disse forslag for lodsejerne, udtaler Anita Pedersen.

Dagen blev afsluttet med en ekskursion rundt i Horreby Lyng, hvor deltagerne fik rig lejlighed til at se på de udfordringer, som projektet står overfor.

Du kan læse mere om EU projektet på www.lifeeast.dk

Højmoseekspert Mette Risager fortæller med begejstring om de muligheder der er på Horreby Lyng. Fra venstre ses lodsejerne fra Horreby Lyng Verner Hansen og Jørgen Hilleke.
Højmoseekspert Mette Risager fortæller med begejstring om de muligheder der er på Horreby Lyng. Fra venstre ses lodsejerne fra Horreby Lyng Verner Hansen og Jørgen Hilleke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *